Advarsel til FN: Danmark på kant med FNs konvention mod tortur og umenneskelig behandling

I ny rapport sendt til FN peger DIGNITY sammen med 17 andre NGO’er på de områder, hvor Danmark er på kant med konventionen mod tortur og umenneskelig behandling: Brugen af isolation som straf i fængsler, forhold for asylansøgere og flygtninge samt tvang i psykiatrien.

Brugen af isolation som straf af indsatte i danske fængsler er eksploderet de sidste to år. Og stigningen ser desværre ud til at fortsætte:

- Det er en rigtig kedelig udvikling, at brugen af isolation af indsatte i danske fængsler er så udbredt og forsætter med at stige. Isolationsfængsling kan have yderst skadelige konsekvenser for de indsatte. Både fysisk og psykisk, understreger DIGNITYs direktør Karin Verland, der også er læge.

Den langvarige isolation i mere end 14 dage er også steget med raketfart. I de første 8 måneder af 2017 var der 236 tilfælde af isolation. I 2015, var tallet helt nede på kun 8 tilfælde af isolation anvendt som straf. Og det på trods af, at FNs Torturkomite gentagne gang har kritiseret den udbredte brug af isolationsfængsling og anbefalet Danmark helt at afskaffe brugen af isolation som disciplinær sanktion.

DIGNITY har sammen med en koalition af 17 NGO’er - heriblandt Dansk Flygtningehjælp, Bedre Psykiatri og Landsforeningen KRIM - netop sendt en rapport til FN forud for FN Torturkomites eksamination af Danmark. Rapporten peger på brugen af isolationsfængsling, som et af de helt store problemer, der bringer Danmark på kant med FNs konvention mod tortur og umenneskelig behandling.

Manglende screening for tortur i asylfasen

Men brugen af isolation af indsatte i de danske fængsler er ikke det eneste problem, som DIGNITY og NGO-koalitionen rejser overfor FN. Tortur, vold og krige sætter dybe spor i mennesker, og tvinger dem på flugt. DIGNITY og koalitionen er bekymret over fraværet af en fast procedure for systematisk screening og medicinsk undersøgelse af tegn på tortur hos mennesker i asylfasen:

- Der har været en række sager – også omtalt i de danske medier – hvor sårbare mennesker – og asylansøgere - har fået afvist deres ansøgning om asyl og er blevet deporteret og udvist af Danmark. Dette er sket uden forudgående lægelige undersøgelse af, om de har været udsat for tortur, eller andre traumatiserende oplevelser, som har skadet dem enten fysisk eller psykisk, siger Karin Verland.

DIGNITY og NGO-koalitionen finder det også problematisk, at sundheds- og fagpersonalet, der møder asylansøgere i asylfasen ikke er uddannet og trænet i at identificere tegn på tortur. DIGNITY opfordrer derfor Danmark til at registrere antallet af torturofre for at klarlægge behovet for behandling:

- Tallene er i dag ikke sikre, men det estimeres, at 30 procent af asylansøgerne har været udsat for tortur. Men reelt set ved vi ikke, om vi dækker behovet for hjælp, fordi antallet af torturofre i Danmark ikke registreres systematisk, siger Karin Verland.

Udover de nævnte problemer med isolation og manglende screening for tortur, fremhæver DIGNITY og NGO-koalitionen også disse problemer i rapporten til FN:

  • Manglen på effektiv beskyttelse af rettighederne i konventionen mod tortur på grund af Danmarks manglende indarbejdelse af konventionen i dansk lovgivning.
  • Rettighederne for asylansøgere og flygtninge er blevet begrænset yderligere, herunder for dem, der lever på "tålt ophold" på ubestemt tid.
  • Brug af tvangsbehandling til psykiatriske patienter, herunder børn, opretholdes på et højt niveau - og er steget i de seneste år - på trods af erkendelsen af, at brugen er alt for hyppig og udbredt.

DIGNITY og NGO-koalitionen udtrykker bekymring over, at Danmark endnu ikke har angivet, hvilke af FNs tidligere henstillinger, der vil blive gennemført, ligesom den danske regering heller ikke har forelagt nogen plan for gennemførelse, som anbefalet af FNs Torturkomité.

Læs rapporten her.

KOMMENDE EVENTS

sep 02
Johann Strauss Gallakoncert i Operaen
DIGNITY - Danish Institute Against Torture - Bryggervangen 55
sep 18
José González & The String Theory – Operaen – Music for DIGNITY
Copenhagen Opera House - Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
nov 04
VETO x Music for DIGNITY x Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv