Mellemøsten er andet end krig og kaos

32 journalistelever fra Vallekilde Højskole har været på studietur i Jordan for at lære om menneskerettigheder, torturbekæmpelse og rehabilitering.

På turen har de blandt andet mødt DIGNITYs lokale partnere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og flygtninge – samt den helt almindelige jordaner.

Turen var planlagt af DIGNITY og betalt af eleverne selv.  Højskoleelev Camilla Lindschouw var én af de elever, der var med på turen. Vi har spurgt hende, hvordan hun oplevede rejsen.

Hvad har gjort størst indtryk på dig på turen?

- At Jordan, på trods af landets placering, historie og traditionelle trossamfund, har mange progressive institutioner, som arbejder på at gøre Jordan til et globalt land, der samarbejder med andre på tværs af religion og nationalitet. Og at jordanerne er så smilende og håbefulde, selvom det er omringet af lande, der er eller har været i krig.

Hvilke kontraster og ligheder (mellem Jordan og Danmark) har du lagt mærke til?

- Jordan har en dårligere infrastruktur og jordanernes dagsrytme er helt anderledes end danskernes (for eksempel har de senere arbejdstider). Jordanerne kan til tider også virke meget mere gæstfrie og nysgerrige på andre mennesker end danskerne. Der er også ligheder. De fleste jordanere deler verdensopfattelse med danskerne, de vil have demokrati, respekt for individets frihed, lighed mellem kønnene og så videre. Der er en stærk og progressiv ungdom i begge lande, og kvinderne vil skabe deres eget fundament. Mange er for eksempel i uddannelse og ønsker sig et job.

Hvis du skulle nævne én eller to ting, du har lært omkring torturforebyggelse og menneskerettighedsarbejde i Jordan, hvad ville det så være?

- At de fleste politibetjente, dommere og advokater er interesserede i at forbedre deres arbejde og gøre systemet bedre, så retsforløbet bliver retfærdigt og overholder de globale standarder. Og at Jordan har mange organisationer, som værner om menneskerettighederne og som hele tiden lægger pres på de konservative og traditionelle tanker og opfattelser.

Har turen rykket ved dit syn på Mellemøsten, og hvis ja – hvordan?

- Mit syn på Mellemøsten er blevet langt mere nuanceret, da man i Danmark primært har øje for forskellene mellem Mellemøsten og Vesten. Man kan godt glemme, at Mellemøsten er langt mere end krig og ødelæggelse og at mange i befolkningen deler mange af de samme værdier som os. Ved at have fået lov til både at snakke med lokale mænd, kvinder og børn med forskellig baggrund har vi fået et indblik i, hvordan Jordan har rykket sig, og hvordan man fortsat kan rykke Jordan i en bedre retning.

...

DIGNITYs arbejde i Jordan er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabs Program (DAPP) under Udenrigsministeriet.

Vallekilde-eleverne rapporterede også om deres tur på DIGNITYs Instagram. Du kan se eller gense deres posts her nedenfor.