Bandemedlemmer ser samfundet som fjenden – det kan vi gøre noget ved

Af Karin Verland, Direktør i DIGNITY

Indlægget er blevet brag i Berlingske Tidende lørdag d. 23. september 2017 og kan også læses her: https://www.b.dk/kommentarer/bandemedlemmer-ser-samfundet-som-fjenden-det-kan-vi-goere-noget-ved

Bandeskyderier i København, Aarhus og Odense er et skræmmende og aktuelt eksempel på, hvordan problemer i udsatte boligområder i årevis har fået lov til at vokse. Derfor er det særdeles positivt, at regeringen varsler udspil, der skal forsøge at dæmme op for udviklingen.

Men lad os håbe, at udspillet rummer andet og mere end hårdere straffe og mere politi i gaderne. For så er vi lige vidt.

Parallelsamfund med gadebander, vold og uro er ikke et nyt fænomen. Der er masser af eksempler på problemer med bandegrupperinger op gennem historien og i dag – både i Danmark og andre steder på Jorden. Steder som f.eks. Honduras i Mellemamerika, Cape Town i Sydafrika og Manila i Filippinerne for at nævne nogle eksempler, hvor vi i DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur har arbejdet med de udfordringer, som det giver, når mange fattige mennesker stuves sammen på lidt plads med mangel på uddannelse og arbejde.

Hos DIGNITY arbejder vi med at forebygge vold i slumområder. Vi anvender en målrettet social indsats og har bevist, at det kan lykkes at nedbringe volden.

Et godt og dokumenteret eksempel stammer fra et slumområde i Honduras, hvor det ved en målrettet social indsats lykkedes os at nedbringe volden med hele 42 procent på bare tre år.

Det er lykkedes ved en bred, forebyggende indsats, der involverede både lokale aktører, de banderelaterede selv og en række offentlige myndigheder. Modellen kan overføres til andre slumområder – og for den sags skyld også til de større byer, der er plaget af eskalerende bandekonflikter og vold.

Samfundet er fjenden
Bander er den synlige og voldelige side af de parallelsamfund, der ofte eksisterer i slumområder.

Det er en velkendt myte, at bander er samfundets skyld. Men bander er ikke kun samfundets skyld. Bandemedlemmerne har et frit valg og et selvstændigt ansvar. Derfor kan man heller ikke kun forklare bandernes opståen med marginalisering og udelukkelse fra samfundet. Så ville alle, der følte sig uden for eller anderledes, jo blive medlem af en bande.

Forskning og vores erfaringer med at arbejde i de voldsplagede områder viser til gengæld, at nogle marginaliserede grupper i Danmark har samme opfattelse af samfundet som bandemedlemmer i f.eks. Cape Town i Sydafrika – nemlig, at samfundet repræsenterer »fjenden«, og at »systemet« vil dem noget ondt. Oplevelsen af samfundet som fjende eller modstander kan forstærkes, hvis man føler sig som del af en udskældt gruppe.

Og uanset om det faktuelt set er rigtigt eller forkert, så har samfundet et problem, hvis følelsen og oplevelsen i nogle marginaliserede grupper er, at staten vil dem det ondt og er fjendtlig. Derfor kommer man i arbejdet med de marginaliserede grupper ikke udenom at arbejde med at ændre opfattelsen af samfundet og af staten som fjendtlig eller ond.

Det klares ikke med et hurtigt greb som f.eks. at sætte mere politi på gaderne i de udsatte boligområder. Politiet er lovens forlængede arm. Politiet er sat i verden for at sikre lov og orden. Det er ikke en politimæssig opgave at arbejde præventivt med eksempelvis unge i risiko for at havne i bandemiljøer.

Ingen nemme løsninger
Det er heller ikke muligt at forbyde eller lovgive sig ud af problemet med bandegrupperingerne.

Vi har heldigvis stadig forenings- og ytringsfrihed i Danmark. Det er således endnu ikke lykkedes myndighederne at forbyde rockergrupper som Hells Angels og Bandidos. Så længe bandens eller foreningens formål ikke er beviseligt ulovligt, voldeligt eller kriminelt i øvrigt, må vi leve med, at mennesker slutter sig sammen omkring fælles interesser.

Der er ingen nemme løsninger, og vejen frem er – som med mange andre udredninger af komplekse problemstillinger – forebyggelse og samarbejde på tværs i det lokale samfund. Bandernes og parallelsamfundets kompleksitet understreger vigtigheden af samarbejde mellem civilsamfund, private og offentlige aktører. Der er brug for nogle relevante og meningsfulde sociale tiltag, hvis vi skal undgå parallelsamfund og bandekriminalitet.

DIGNITY stiller gerne ekspertise og viden til rådighed. Vi har masser af praktisk og forskningsunderbygget erfaring med tiltag, der virker og som har reduceret volden i de områder ude i verden, hvor vi arbejder. Nogle af de samfund har endda meget færre ressourcer til rådighed, end vi har i det danske samfund. Så mon ikke vi også kan finde ud af det her?