Der er en defekt i det danske retssystem

I fredags modtog Mads Krøger Pramming, advokat med speciale i socialret, DIGNITY Prisen 2017. Han brugte sin takketale på at gøre opmærksom på et stort retssikkerhedsmæssigt problem, der hver dag berører hundredetusindevis af medborgere og fastholder dem i en håbløs og uværdig situation i social- og beskæftigelsessystemet. Du kan læse et uddrag af hans tale her og finde link til hele talen nederst på siden.

UDDRAG: Dengang man skrev grundloven, var det klart, at det ikke længere skulle være kongen, man klagede til, hvis man var uenig med en myndighed. Det harmonerede ikke med grundloven. Og heller ikke med ideen om magtens tredeling. Men hvem så? Hvem skulle man så klage til? Kunne man klage til domstolene? Ja, det diskuterede grundlovens fædre, og man blev enig om følgende:

Domstolene havde aldrig tidligere blandet sig i hvad kongen gjorde. Og det skulle ikke bare laves om fra dag til dag – trods alt. Myndighedernes skøn – altså myndighedernes vurderinger og afvejninger – skulle være immune for domstolsprøvelse. Som man skrev dengang ”conduite-, skjønssomheds- og klogskabsspørgsmålet skal ligge ALDELES uden for domstolenes kontrol”.

Det er 160 år siden. Og sådan er det stadig i dag!

Myndigheders skønsmæssige afgørelser ligger ALDELES uden for domstolenes kontrol. På universitetet lærte jeg derfor også, at domstolene ikke prøver forvaltningens skøn. Der står altså i lærebøgerne – og juristerne får det ind med modermælken: At domstolene (som hovedregel) ikke vil og ikke kan blande sig i det som myndighederne foretager sig.

Det lyder tilforladeligt nok. Lige indtil man som borger modtager en forkert eller urimelig afgørelse fra en myndighed. Og jeg ser det hver dag.

Lad mig komme med nogle eksempler:

Allicha – arkitekt fra Canada – flytter til Danmark og går på arkitektskolen og er i et voldsomt trafikuheld i 1996. Hun har siden da ligget i sin seng. Hun er så syg, at hun ikke selv kan købe ind. Hun har hjemmehjælp og rengøring. Kan ikke holde møde på kommunen, så de holder møderne på sengekanten. Ha ligget der i 20 år. Udredt af 8 speciallæger. Lægerne har givet fuldstændig op for 16 år siden. Afslag på førtidspension – måske kan hun behandles, skønner kommunen.

Lars – en mand i 50’erne – løftet kufferter i lufthavnen i en menneskealder – ryggen er slidt ned. Lægerne på Rigshospitalet siger, at der intet er at gøre! Det siger alle læger – også kommunens egne læger. Lars må blive i sin seng. Der er intet, de kan tilbyde – ud over morfin. Han er færdig på arbejdsmarkedet. Afslag på førtidspension – måske hjælper varmvandsbade, skønner kommunen.

Carol – smertefulde lidelser i hele kroppen – svære depressioner og selvmordsforsøg – og så er hun blind. Kort inden hun når pensionsalderen – 57 år: Du skal arbejdsprøves, skønner kommunen. Og sender hende i arbejdsprøvning i Brugsen. Hvor hun skal tjekke datomærker og sætte vare på hylderne. Uden at kunne se hvad hun laver. Og så afslag på hjælp bagefter – fordi man ikke kunne bruge arbejdsprøvningen til noget.

Muhammed får afslag på førtidspension. Du kan arbejde, skønner kommunen. 40 minutter om ugen kommer man frem til. Ikke på én gang selvfølgelig, men over 3 dage. 13 minutter, tre dage om ugen. Så han får et fleksjob. Og skal aktiveres. Og så skal han finde et arbejde, hvor de vil have ham 13 minutter af gangen tre gange om ugen.

Hanne – bliver kørt liggende i sin seng – ud til en arbejdsgiver, hvor hun skal testes i liggende arbejdsprøvning.

Torturofret Hassan får at vide, at han ikke kan få hjælp af kommunen. Selvom han har ligget UNDER sengen pga. angst i 15 år.

Sådan er det over hele linjen. Og der er ingen muligheder for nogen af dem ved domstolene. Jeg ved det, for jeg har prøvet – mange gange. Men vi kæmper forgæves fordi domstolene VIL ikke blande sig.

Hvad har det af konsekvenser kan man spørge? Det betyder, at nogle borgere ikke får den hjælp Folketinget har besluttet, at de skal have. Det betyder, at vi ikke alle er lige for loven. Og det betyder et brud på det grundprincip, at ensartede sager skal føre til ensartede afgørelser.

Den tredje statsmagt er sat ud af kraft.

HK har undersøgt hvem der træffer afgørelse i sagerne i kommunerne. Og det viser sig, at kun 4 ud af 10 sagsbehandlere er uddannede socialrådgivere. Flertallet er alt fra kontoruddannede til frisører og tømrere – viste undersøgelsen. Og socialret er altså ikke for børn. Dagpengelovgivningen er 30.000 sider – og det er bare en del af sikringsordningen.

En dommer, der er uddannet og trænet til at vurdere ekstremt komplekse juridiske problemstillinger er selvfølgelig LANGT mere egnet til at vurdere beviserne for uarbejdsdygtighed end en gennemsnitlig sagsbehandler i en kommune.

Mit håb for fremtiden er, at dommere (på samme måde som læger afgiver et lægeløfte) afgiver et løfte om:

1) altid at kigge på en sag
2) altid være på lovens side
3) altid at sikre at landets love bliver overholdt FOR ALLE MENNESKER … ALLE STEDER!

Indtil domstolene giver det løfte, håber jeg, at et vedvarende pres på domstolene – med velvalgte, særligt uretfærdige sager – kan føre til, at revolutionen en dag kommer indefra. Fra domstolene selv.

Det er nok naivt. Men det giver mening for mig. For hvor ellers skulle jeg kæmpe? Jeg er advokat og ikke politiker. Og den pris jeg har modtaget i dag opfatter jeg som et rygstød og en anerkendelse og giver mig ekstra kræfter til at føre både de mulige og de umulige sager i retten.

Tak endnu en gang for denne fornemme pris

Læs hele talen her.