Findes torturbødlen i os alle?

Thure Lindhardt debuterede onsdag aften med dokumentarserien "Tortur" på DR3. Hvem kan få sig selv til at torturere et andet menneske, spørger Thure sig selv om i første program? Henrik Rønsbo, forsker hos DIGNITY, giver det skræmmende svar. 

”Det her træ blev brugt til at slå børn ihjel, mens deres forældre kiggede på. Jeg kan godt læse det. Jeg kan godt se træet, men jeg kan ikke forholde mig til det. Mennesket inden i mig kan ikke forholde sig til, at man tage et barn og knuser det. Det er ikke virkeligt. For det kan mennesker ikke. I min verden kan mennesker ikke gøre det der”.

Sådan lyder Thures Lindhardts refleksion, mens han står foran et træ, midt i en massegrav uden for Phom Pen. Kan vi som mennesker forstå disse handlinger og gøre dem meningsfulde? Og skal vi overhovedet forsøge?

Som mennesker træder vi intuitivt tilbage overfor den rædsel, men videnskaberne er siden 2. verdenskrig trådt frem, og har prøvet at stykke delforklaringer sammen, der kan bringe lidt orden i vores følelser.

Grundlæggende set har eksperimentel social psykologi demonstreret, at op mod 70 % af en helt almindelig gruppe mennesker er villige til at påføre et andet menneske dødelige skader, hvis de sociale omgivelser direkte (ordrer) eller indirekte (stedet: eksempelvis et fængsel) opfordrer til dette. Vores behov for at være en del af gruppen eller vores behov for anerkendelse fra en autoritet eller leder, fører os som sociale væsener langt ned af den vej.

Historisk forskning viser det samme. Et reservistkompagni, der bestod af almindelige arbejdere og funktionærer fra Hamborg, blev indkaldt som militært ordenspoliti i 1941, men blev en del af jødeudryddelserne i Polen. Selv om de indkaldte var helt almindelige indbyggere fra Hamborg, deltog de næsten alle i massakrerne. Meget få valgte fra – også selv om de blev givet muligheden af deres kompagnichef.

Min egen forskning fra borgerkrigene i Peru, El Salvador og Guatemala, med overlevere fra tortur og folkedrab og deres bødler, viser det samme. Dem, der organiserede og udførte drab, voldtægter og mishandlinger, var ligeså almindelige mennesker, som dem der blev udsat for det. Så mange deltog i massakrer i disse krige, at vi ikke kan forklare deres handlinger med følelsesmæssige (psykopati) eller moralske (ondskab) brister.

Vi følger de ordrer, vi får på arbejdet, vi ligger under for gruppepres fra vores kollegaer, vi er med til at tale dem fra den anden afdeling ned. ’Vores afdeling har faktisk nogen særlige værdier’, ’vi er gode til det vi gør!’ Men nogen gange er det vi gør at slå ihjel. Det psykiske og sociale miljø, der skaber grupper, skaber også de grupper, der slår ihjel. Det blik for hierarki, der driver mine præstationer frem på et træningshold, er det samme blik, der driver bødler til at opfinde hurtigere, voldsommere og mere smertefulde måder at pine og dræbe på.

Vores evne som mennesker til at forstå handlinger som dem Thure konfronteres med er begrænset af de moralske håndtag vi behersker, og ondskab er der få der håndterer. Derfor har vi brug for de redskaber som videnskaberne kan stille til disposition. Systematisk observation, analyse og refleksion, giver os en mulighed for at ændre på sandsynligheden for at børn smadres mod træer. Derfor arbejder vi på DIGNITY med forskning- og analyse af menneskerettighedskrænkelser og de medicinske, psykologiske og sociale årsager og virkninger den har.