Frontkvinde i kampen mod tortur fylder 80 år

Læge Inge Genefke har viet sit liv til at bekæmpe tortur og rehabilitere torturofre. I dag fylder hun 80 år.

I næsten halvtreds år har læge Inge Genefke været aktiv i kampen mod tortur. Som én af de første i verden fik hun sat hjælp og rehabilitering til torturofre på den internationale dagsorden, og den dag i dag er hun stadig aktiv i arbejdet for torturofres rettigheder.

I begyndelsen af 1970’erne var Inge Genefke med til at skabe Amnestys første danske lægegruppe. Gruppen havde, ligesom mange andre grupper af samme slags, til opgave at dokumentere tortur. Dokumentation er en essentiel del af kampen mod tortur, men for Inge Genefke var dette ikke nok.

Hun så et behov for specialiseret hjælp til ofrene. Sammen med en håndfuld læger grundlagde hun i 1982 Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT, senere DIGNITY).

Det skulle blive startskuddet til en global bevægelse for torturofres ret til rehabilitering, der her 35 år efter har spredt sig til alle verdensdele.

Kina, Mellemøsten, Zimbabwe, USA, Latinamerika, det gamle Sovjet. Inge Genefke har rejst kloden rundt. Hun har besøgt alt fra fængselsceller i Afrika til Vatikanet i Rom – alt sammen for at hjælpe torturofre og give dem en stemme i det internationale samfund.

Alt har været drevet af en kraftfuld indignation på ofrenes vegne. For hende er kampen mod tortur også kampen mellem det gode og det onde, og hun har måttet ofre både tid, venskaber og helbred i tidens løb. Blandt andet har hun selv lagt maveskind til elektriske stød for bedre at kunne forstå, hvad elektrisk tortur gør ved ofrene.

Udover at være grundlægger af RCT (nu DIGNITY), er Inge Genefke også kvinden bag IRCT, den internationale paraplyorganisation for rehabiliteringscentre, der i dag tæller 160 centre fordelt på 70 lande.

Igennem sin mangeårige karriere er hun blevet tildelt et hav af hæderspriser fra både ind- og udland. Blandt andet prisen som Årets Dansker, Den Alternative Nobelpris, og Årets Europæer.

Sidste år mistede hun sin mand og mangeårige partner i kampen mod tortur læge Bent Sørensen, der blev 93 år.

Inge Genefke er stadig aktiv i arbejdet for torturofres rettigheder og har blandt andet (via sin og sin afdøde mands Anti-Tortur Støttefond) sikret, at 23 irakere for nyligt kunne få en sag om erstatning for mishandling og tortur kørt ved Østre Landsret. Her blev 18 irakere tilkendt erstatning for dansk medansvar for de slag og spark, de havde været udsat for i irakisk varetægt i 2004.

Inge Genefke har med stædighed, mod og engagement holdt fanen højt i kampen mod tortur i en menneskealder.

Vi siger tak og ønsker hende et stort tillykke med fødselsdagen!

KOMMENDE EVENTS

nov 04
VETO x Music for DIGNITY x Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv