Hver tredje flygtning har været udsat for tortur

Foto: Modelfoto

Ifølge flere forskellige undersøgelser af flygtninge i vestlige lande, har omkring hver tredje været udsat for tortur. Vi har talt med Ruth Lauge, afdelingsleder af DIGNITYs danske rehabiliteringsklinik, for at lære mere om, hvad det er for nogle traumer, disse mennesker kan gå rundt med.

Allerførst, hvad er det så for nogle mennesker, I møder her i klinikken?
Vi møder både mænd og kvinder, og i nogle tilfælde også deres børn. De kan komme fra hele verden, men i øjeblikket kommer der en stor del fra Irak, Iran og Syrien. De kan have været udsat for meget forskellige ting, men fælles for dem alle er, at de er stærkt traumatiserede.

Hvad er det for nogle traumer, de kan have?
De kan døje med mange forskellige traumer. De kan have stærke smerter, og fysiske skader på for eksempel knogler, led og nerver. Mange lider også af angst, depression og PTSD. De kan have svært ved at sove om natten, svært ved at koncentrere sig, og så kan de opleve flashbacks, hvor de genoplever torturen.

Hvor længe har de været i Danmark, før de kommer i behandling?
Vi ser desværre, at en stor del af vores klienter har været i Danmark i flere år, førend de finder vej til en rehabiliteringsklinik. Det kan skyldes mange ting, blandt andet manglende viden om traumer i det danske sundhedssystem, men også det faktum, at traumer og psykiske lidelser er et stort tabu for mange flygtninge.

Hvad sker der med et ubehandlet traume?
Det er som med et brækket ben. Hvis ikke du gør noget ved det, så risikerer du, at benet ikke vokser rigtigt sammen, og så kan du have et ødelagt ben resten af livet. Et ubehandlet traume kan i værste fald udvikle sig til en kronisk, og stærkt invaliderende lidelse.

Kan man komme ovenpå igen?
Ja, det kan man. Med rettidig behandling kan vi faktisk hjælpe folk tilbage til et stort set normalt liv med familie og beskæftigelse eller anden deltagelse i samfundet.

Hvad er det for en behandling, DIGNITY tilbyder?
Klienten får behandling af et team bestående af tolk, psykolog, læge, socialrådgiver og fysioterapeut, og skal møde på klinikken ca. to gange om ugen. Her vil han eller hun kunne bearbejde sine oplevelser, få hjælp til at håndtere smerter og fysiske problemer, og få støtte til at håndtere omkringliggende, sociale udfordringer, så som hjælp til at forstå det danske system, og alle de regler, der hører med.

 

Definitionen på tortur:

DIGNITY arbejder ud fra FN’s definition på tortur, som lyder: Tortur er enhver bevidst handling, hvor en person påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk. Tortur har et bestemt formål.

Det er en offentlig myndighed (stat eller politi), der udfører, opfordrer, eller giver samtykke til torturen. (FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, 1984)

De hyppigste torturmetoder:

  • Overværelse af andres tortur
  • Trusler om tortur og henrettelse rettet mod familiemedlemmer
  • Seksuel tortur
  • Slag på kroppen, hovedet eller under fødderne
  • Ophængninger
  • Elektriske stød
  • Søvnberøvelse
  • Simuleret drukning

 

 

KOMMENDE EVENTS