Nu kan jeg håbe igen

”Når jeg sammenligner hvordan jeg har det nu, med hvordan jeg havde det dengang, så kom det ikke af sig selv. Det var DIGNITY, der hjalp mig videre” - Murtaza, tidligere klient.

Af Kirsten Dall Hjøllund

Det er tidlig morgen i Irans hovedstad Teheran. Murtaza banker på døren hos sine forældre.

Han ligner ikke sig selv. Han er blodig og gennembanket. Hans hår er blevet klippet af. Hans tænder er knækket. Han har mærker og sår over hele kroppen.

I tre uger forud for denne morgen, er Murtaza blevet udsat for tortur af det iranske politi. Fordi han kritiserede præstestyret og demonstrerede for sine rettigheder.

- Jeg så en dobbeltfølelse i mine forældres øjne, da de åbnede døren den morgen. De var glade for at se, at jeg var i live. Men de var bange for, hvad jeg havde været udsat for.

32-årige Murtaza er idag tilbage hos DIGNITY på Østerbro i København, hvor han for lidt under et år siden afsluttede sit to-årige rehabiliteringsforløb. Han fortæller om det helvede, han var igennem, og om hvordan han seks år senere formår at smile helt op til øjnene igen.

Gensyn med DIGNITY
Murtaza er glad. Glad for sin danskundervisning, glad for sine praktikpladser hos to store virksomheder, og glad for sine venner.

- Jeg er glad for at have travlt. Det holder tankemylderet væk, og giver kræfter og energi.

I receptionen genser han sin tolk Assad, som oversatte hans historie for DIGNITYs behandlere. Der bliver udvekslet smil og kram. Det er et glædeligt gensyn, for som Murtaza siger, så husker han tilbage på forløbet hos DIGNITY som en god oplevelse i sit liv – og han vil gerne sige tak.

- Min tak kommer fra mit hjerte. Den kærlige måde jeg blev behandlet på herinde, den glemmer jeg aldrig.

Demonstrationer mod præstestyret
Før flugten til Danmark boede Murtaza med sine forældre og en lillebror i Teheran. Han interesserede sig meget for politik, og deltog i sin første demonstration mod præstestyret i Iran som 18-19-årig. Hans engagement intensiveredes, da han begyndte på universitetet, hvor han læste til elektronikingeniør.

 - Jeg kunne godt mærke, at der ikke var frihed i Iran. I Iran er det helt almindeligt, at folk har det som om, de sidder i fængsel. Friheden til at udvikle sin tankegang, sin kultur, er ikke til stede. Styret pålægger befolkningen alt, og det kunne jeg ikke lide. Jeg kunne ikke lide at blive tvunget til ting.

Murtaza og hans venner vidste godt, at deres engagement og kritik af styret kunne blive en trussel mod deres sikkerhed, men som han selv siger, så handlede det om deres rettigheder. Styret respekterede ikke deres rettigheder, så de var nødt til at kæmpe for dem.

’Jeg forestillede mig døden’
Det er under en demonstration, at Murtaza bliver ført bort af nogle civilklædte betjente. De tvinger ham til at skrive under på en tilståelse. Herefter begynder tre så frygtelige uger, at Murtaza knapt kan beskrive det.

- Man kan ikke finde ord til at beskrive, hvordan det føltes. Når jeg fortæller det til dig, så vil du som et menneske, der ikke har oplevet det, ikke kunne forstå hvordan det føltes.

Han fortæller, hvordan politiet holdt ham indespærret i et fængsel, hvor de tævede ham, sparkede ham, truede ham, hånede ham, krænkede ham, sultede ham, og svinede ham til.

Under den voldsomme tortur i fængslet får Murtaza konstant at vide, at han skal dø. Hans torturbødler fortæller ham, at han skal overflyttes til det berygtede Evin-fængsel i udkanten af Teheran, hvor han vil blive henrettet. Han forestiller sig døden og måden at dø på, og han forestiller sig, hvordan hans familie har det.

- Jeg var meget bekymret for min familie, for min far og min mor. Jeg forestillede mig deres gråd og bekymringer, og hvad der kunne ske med dem. Det fyldte i mit hoved.

Med bind for øjnene
Truslen om henrettelse hænger i luften til det sidste, hvor Murtaza får bind for øjnene og bliver sat ind i en bil. Efter kort tids kørsel bliver han sat af og bedt om at sidde på knæ. På det tidspunkt tror han, at han allerede er blevet overflyttet til fængslet, og at han vil blive slået ihjel om lidt.

Men minutterne går, og der sker ikke noget.

- Jeg tog forsigtigt bindet af og så mig omkring. Der var ikke nogen. Bilen var væk, og jeg var lige uden for Teheran. Jeg var meget bange. Jeg forestillede mig, at de ville komme tilbage og køre mig over, så det lignede en trafikulykke. Så folk ikke kunne se, at jeg var blevet udsat for tortur i fængslet.

Det er en forbikørende, der hjælper Murtaza hjem til forældrenes hus. Her bliver han passet og plejet af familien, mens han isolerer sig fra omverdenen. Han lider af angst, og er bange for at blive slået ihjel, hvis han træder uden for en dør.

- Jeg havde det psykisk meget dårligt. I nogle perioder blev jeg inde på mit værelse helt alene. Jeg var rigtig bange for at komme ud af huset.

Flugten
Tiden går, og Murtaza falder langsomt til ro. Efter et år beslutter han sig for at deltage i endnu en demonstration. På årsdagen for den demonstration, hvor han selv blev anholdt. Ved denne begivenhed, bliver nogle af hans kammerater taget.

- Jeg blev meget bange for, at politiet også vil komme og anholde mig, og det var på det tidspunkt, min far overtalte mig til at forlade Iran. Situationen var alvorlig. Jeg var igen i fare, og det var på tide at flygte.

Murtaza flygter til Tyrkiet, og derfra til Danmark via Tyskland. I asylfasen i Danmark forsøger han at begå selvmord.

- Jeg havde en meget svær depression. Jeg græd meget, var meget irritabel, havde et mylder af negative tanker, og foretrak hele tiden at trække mig tilbage og være for mig selv. Det føltes som om mit liv var gået i stå. Jeg havde slet ingen forestilling om fremtiden, siger Murtaza og ryster på hovedet.

Da han får opholdstilladelse i Danmark, henviser en læge ham til DIGNITY. Det bliver et nyt vendepunkt i Murtazas liv.

’DIGNITY hjalp mig videre’
Hos DIGNITY kommer Murtaza i et tværfagligt rehabiliteringsforløb, med behandling to gange om ugen – hver uge. Hans team består af en psykolog, en fysioterapeut, og socialrådgivere.

Når man spørger ind til det forløb, Murtaza var igennem, lyser han op.  Han opremser navnene på de mennesker og behandlere, han mødte under sin rehabilitering. Sadia, Mie, Filip, Sarah, Kate og Assad. De skal nævnes med navn, siger han.

- Når jeg sammenligner hvordan jeg har det nu, med hvordan jeg havde det dengang, så kom det ikke af sig selv. Det var DIGNITY, der hjalp mig videre.

Murtaza nævner et væld af eksempler på, hvordan han fik hjælp.

Han fortæller, hvordan hans psykolog Sadia altid lyttede, fik ham til at åbne sig, og kom med gode råd. Hvordan tolken Assad hjalp ham med at oversætte ikke blot ord, men følelser. Hvordan hans fysioterapeut Filip hjalp ham igennem smerterne og lærte ham vejrtrækningsøvelser, så han følelsesmæssigt kunne falde på plads. Hvordan hans socialrådgivere Mie, Sarah og Kate hjalp ham med at skaffe alt fra en computer, til praktikpladser og en dansk kontaktperson - som nu er blevet hans gode ven.

En god fornemmelse for fremtiden
Forløbet ender med at vare i næsten to år. Det er et år mere end de fleste rehabiliteringsforløb hos DIGNITY.

- Selvom det kan lyde voldsomt med et to-årigt behandlingsforløb, så var de to år fantastiske. De ville ikke stoppe min behandling, før jeg havde det godt. Førend alt faldt på plads. Og jeg har det godt i dag.

Murtaza er taknemmelig for, at behandlingen holdt ved, indtil der ikke var nogle ’hængepartier’ tilbage, som han selv kalder det. Nu er han indstillet på, at fremtiden er hans ansvar. Nu er det Murtaza, der skal hjælpe Murtaza.

- Det jeg ikke kunne før, og som jeg kan nu, det er at håbe. Det er at håbe for fremtiden. Jeg håber for eksempel, at jeg finder et godt job og får en god uddannelse. Og jeg har en god fornemmelse af, at de håb kan blive indfriet.

Murtaza er et opdigtet navn, da den tidligere klient foretrækker at være anonym.