På besøg hos 80.000 flygtninge

Rejsebrev: DIGNITYs udsendte Kristina Andersen skriver fra Jordan. Sammen med DIGNITY-ambassadør og forsanger i The Savage Rose Annisette Koppel besøger hun her DIGNITYs partnere, samt flygtninge og torturoverlevere.

Af Kristina Andersen

DIGNITYs partner IFH (Institute for Family Health) har skaffet tilladelse for os til at komme ind i flygtningelejren Zaatari, hvor der bor knap 80.000 flygtninge. Det tog to uger at få tilladelsen, og den var meget svær at få, så vi var glade for at høre, at den var gået igennem.

Men da morgenen kom, hvor vi skulle afsted, fortrød jeg. Virkelig meget. Jeg havde på ingen måde lyst til at komme ud og se en af vor tids største humanitære katastrofer.

Det var virkelig overvældende, da vi kom dertil. Et helt enormt område med pigtråde alle vegne og titusindvis af små blikskure. Der er stort set ingen telte, som man ellers forbinder med en flygtningelejr - vi finder ud af, at det er fordi rigtig mange børn døde af kulde de første par år! Hvad der er meget i øjenfaldende er de mange malede blomster og træer på de små ’huse’. Det er faktisk ret fint, og tilfører noget smukt og ’grønt’ til området, der ellers primært består af tør jord, sand og støv.

Vi besøger vores partner IFH’s klinik inde i lejren. IFH er en rehabiliteringsklinik for blandt andet torturofre, og DIGNITY støtter organisationen ved blandt andet at videreuddanne klinikkens terapeuter.

Der foregår flere ting i klinikken i lejren - alt lige fra behandling (fysisk og psykisk behandling) til aktiviteter såsom fodbold og smykkedesign til oplysningskampagner/grupper.

Annisette og jeg er blandt andet med i en af oplysningsgrupperne, hvor cirka 20 kvinder drøfter dagens tema: ’Hvordan den kvindelige krop reagerer, når den er blevet voldtaget og efterfølgende skal bære et barn’. Vi får også mulighed for at tale med flere af klinikkens besøgende og det er nogle barske historier vi hører. Historier fyldt med smerte, frygt, angst, traumer og desperation. Men også med små håb fordi de har fået hjælp til at bearbejde deres traumer – heldigvis. De tør tro på en bedre fremtid for dem selv og deres børn. 

Min bekymring fra tidligere er faktisk væk. Det er egentlig helt okay at være her på IFH’s klinik, for vi kan se hvilken kæmpe forskel de gør. Der er så meget hjerteblod her og så meget vilje og engagement, at vi nærmest helt kan mærke det i vores kroppe.

De mennesker, der sidder her i lejren, sidder her pga. krig. Og i krig er tortur et ofte benyttet middel til at skabe frygt og holde en befolkning nede. Studier viser, at cirka hver tredje flygtning har været udsat for tortur eller anden form for mishandling. Det vil sige, at cirka hver 3. af disse mennesker i Zaatari-lejren sidder låst fast i deres små blikskure med kæmpemæssige traumer.

Det er begrænset, hvad der er at lave i lejren og frustrationerne vokser. Uvisheden er for de fleste uudholdelig – uvisheden om hvad fremtiden vil byde, hvad der vil ske med dem, hvad der vil ske med deres børn. Følelsen af overhovedet ingen kontrol at have over sit eget liv, er for mange næsten ikke til at kapere. Og hvis man så oven i det tillægger fysisk og psykisk smerte pga. tortur, PTSD, angst, flashbacks og mareridt som mange torturoverlevere oplever, så når vi et niveau der er helt umenneskeligt. Der er ingen, der kan bære rundt på så meget smerte og så mange bekymringer alene. Og derfor er det en stor trøst, at nogle af de mennesker, der opholder sig her i lejren, har et sted at gå hen og få hjælp.