Psykolog for torturofre: ”Vi sætter verdensfreden på spil, hvis vi ikke behandler traumer”

DIGNITY har været i Tunesien for at undersøge, hvad det betyder for torturofre at få behandling for deres traumer. Her har vi mødt Lotfi, der har tilbragt mange år i fængsel, og vi har besøgt behand­lingscenteret NEBRAS, der som de eneste i Tunesien har specialiseret sig i rehabilitering til torturofre.

Af Gry Josefine Løvgren.

Gårdhaven på behandlingscenteret NE­BRAS er fyldt med røde blomster og fine bænke i grøn mosaik. Atmosfæren får en til at tage en dyb indånding og sænke skuldrene i det sekund, man træder ind. Der er noget terapeutisk over at være i smukke omgivelser, og man tænker straks, at det giver god mening, at stedet danner ramme for rehabilitering af trau­meramte torturofre. NEBRAS er en del af DIGNITY og har som de eneste specia­liseret sig i behandling til ofre for tortur i Tunesien. Gennem psykologsamtaler, lægebehandling og fysioterapi forsøger de at bringe folk tilbage til livet, og væk fra fortidens traumer.
Som en tidligere diktaturstat gemmer Tunesien nemlig på mange mørke stunder. Før diktatoren Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i 2011, var tunesernes liv meget indskrænket, og gjorde man modstand mod diktatoren el­ler ytrede sig det mindste uenig, risikerede man at ende i fængsel, hvor man blev tor­tureret.

Tidligere ingeniør Lotfi Sayhi er en af dem, der blev fængslet for at være engageret i modstandsbevægelsen, og igennem 80’erne og 90’erne tilbragte han i alt otte år bag tremmer.

- Jeg er blevet tortureret uden grund, og jeg har stadig mærker fra torturen. Ud­over det, er jeg blevet overvåget i 22 år, hvor jeg skulle møde op på politistatio­nen hver dag, og jeg har oplevet, at poli­tiet er brudt ind i mit hus midt om natten. Lotfi er stadig engageret i at arbejde for retfærdighed, og derfor er det også på DIGNITYs kontor i Tunis vi møder ham, da han i samarbejde med DIGNITY blandt andet arbejder for at forebygge tortur. Lotfi er dog ikke den eneste, der har mær­ket styrets jerngreb på egen krop. Efter landet blev demokratisk, blev der ned­sat en kommission til at undersøge, hvad der egentlig var foregået under det tidligere styre og her henvendte ikke min­dre end 65.000 tunesere sig med historier om at være blevet tortureret, krænket og overvåget. Behovet for hjælp er derfor stort, og siden NEBRAS startede som et pilotprojekt i 2012, har de arbejdet hårdt for at behandle så mange som muligt.

- Behandling af torturofre er en lang pro­ces, og man kan ikke på et år løse et pro­blem, der har været en del af landets hi­storie i mere end 50 år, lyder det fra Malek Lakhoua, der med sin høje figur og tyrkis­blå briller er en af de i alt otte fastansatte på NEBRAS. Han er uddannet læge og er direktør for NEBRAS, hvor han står for alt fra behandling til fondssøgninger og det ad­ministrative arbejde.

- Vores mål er at yde den bedste be­handling til torturoverlevere, siger Malek Lakhoua, der i samarbejde med DIGNITY gør alt for at klæde endnu flere læger og psykologer på til at hjælpe med de ting, der kan være svære, hvis man har været udsat for tortur.

En blomst for de gode minder, en sten for de dårlige
En af de metoder NEBRAS uddanner i, og som har vist sig yderst succesfuld, hedder Narrative Exposure Therapy (NET). Meto­den går ud på, at klienten skal lægge en tidslinje, hvor blomster symboliserer gode minder fra deres liv, mens sten symboli­serer dårlige minder, så som tortur.

- Ideen med terapien er at bringe patien­ten tilbage til nutiden. Folk, der har over­levet tortur har ofte PTSD og oplever at få flashbacks til torturen. De vil forsøge at undgå minderne om den tortur, de har været udsat for og alt, der kan minde dem om traumet. Så vi prøver at forsik­re dem om, at det der er sket i fortiden ikke vil ske i nutiden, siger Rafiaa Jaziri ef Kort, der er en af de psykologer, som er blevet trænet i NET-metoden, og som til daglig behandler torturofre i sin klinik lidt uden for hovedstaden Tunis.

Vi kan ikke få lov at overvære en rigtig terapisession, mens vi er på besøg hos NEBRAS, men personalet vil alligevel gerne vise os, hvordan terapien foregår, og oppe i behandlingsrummet på husets 2. sal illustrerer de, hvordan en session normalt ser ud.

”Jeg er ikke længere bange”
Lotfi Sayhi er en af dem, der har været i behandling hos NEBRAS, og han kender godt til det med at undgå ting, der kan minde om fortiden. I lang tid kunne han ikke så meget som se på mænd i uniform uden at forbinde dem med sine tortur­bødler.

-Du ligner en militærmand med den fri­sure, siger han til vores fotograf, der har helt karseklippet hår. Dog griner han, idet han siger det. For det er kun ment for sjov. Lotfi bliver nemlig ikke længere angst af ting, der kan give associationer til hans tid i fængslet. De otte terapisessioner han fik i år 2013 har på mange måder været med til at give ham livskvaliteten tilbage.

- Selvom jeg ser mig selv som en stærk person, kan jeg ikke komme udenom, at torturen har haft indflydelse på mit liv. Jeg plejede at være bange for at være alene, og jeg glemte altid ting. Hvis jeg for eksempel gik ud af soveværelset for at hente noget i køkkenet, ville jeg på vejen derud fuldstændig glemme, hvad det var jeg skulle hente, lyder det fra Lotfi, der put­ter endnu en sukkerknald i sin i forvejen søde te.

- Nu er jeg ikke længere bange for at være alene, og jeg har forsonet mig med de ting, der er blevet gjort mod mig. Så den behandling jeg har fået, har været succes­fuld.

I dag forsøger Lotfi at opfordre andre som ham selv til at få rehabilitering, og han har de sidste par år overtalt op mod 70 mennesker til at søge hjælp hos NE­BRAS. Siden 2015 har NEBRAS behandlet i alt 270 torturofre, og efter kommissionen har offentliggjort vidnesbyrd fra borgere, der hævder at være blevet tortureret, har de kun fået flere henvendelser.

- Der er adskillige patienter, der ikke kan leve i samfundet på en normal måde, si­ger Rafiaa Jaziri ef Kort og understreger, hvor utroligt vigtigt det er, at traumebe­handling bliver taget alvorligt. ¨

- En traumeramt kan gå rundt med en enorm vrede og kan risikere at blive stig­matiseret og isoleret fra resten af samfun­det. I værste fald kan det ende med, at folk bliver skizofrene og farlige for andre eller bliver skubbet ud i ekstremistiske netværk, lyder det fra Rafiaa, der med alvor i stem­men tilføjer

- Vi sætter verdensfreden på spil, hvis vi ikke behandler traumer.