Rehabilitering af torturofre giver værdi for pengene

DIGNITY forskere står bag nyt dansk studie, der viser, at tværfaglig behandling af alvorligt traumatiserede flygtninge og torturofre giver både samfundsmæssig og økonomisk gevinst.

Følgerne efter tortur er ikke kun skadelige for den enkelte. Det er også dyrt for samfundet på grund af de mentale og fysiske følgevirkninger efter torturen. Viden om de samfundsmæssige gevinster ved behandling af torturofre er derudover sparsomme.

Forskere fra DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur står bag et nyt dansk studie og økonomisk evaluering af, om ’rehabilitering af torturofre giver værdi for pengene’ – om der er sundheds- og samfundsmæssige gevinster ved specialiseret behandling af alvorlige traumer. Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelig og internationale tidsskrift BMC Health Services Research.

Torturofre og traumatiserede flygtninge følges i en periode på over 14 år

I studiet følger forskerne en gruppe patienter – torturofre og traumatiserede flygtninge – i en periode på i alt 14 år, mens de blev behandlet i Danmark hos DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, og efterfølgende efter endt behandling.

Studiet viser overraskende, at der udover sundhedsgevinster hos den enkelte patient efter behandlingen, også er en væsentlig samfundsmæssig gevinst af behandlingen. Blandt andet måler studiet en stor stigning i indkomsten på familieniveau efter blot 3 år.

Forskerne antyder i studiet, at behandling af alvorligt traumatiserede flygtningefamilier kan være en økonomisk bæredygtig strategi, og at behandling giver økonomisk fordele både for den enkelte og for hele den traumatiserede flygtningefamilie.

Der er ikke tidligere gennemført økonomisk evalueringer af tværfaglig rehabilitering af alvorligt traumatiserede flygtningefamilier, der viser langsigtet samfundsmæssig gevinst af behandlingen.

Tidsskriftet BMC Health Services Research har stillet en blog til rådighed for én af forskeren bag studiet, DIGNITY forsker Line Laustsen Bager, så hun kan formidle de interessante resultater af studiet til offentligheden.

Læs hele studiet her.