Salam fik en fremtid

Den unge musiker Salam Susu flygtede fra Syrien i 2015. Med fortrængte traumer i bagagen led hun af tankemylder, koncentrationsbesvær og mareridt. Efter et halvt år med psykologsamtaler har hun i dag i travlt med koncerter og taler (næsten) flydende dansk.

Af Kirsten Dall Hjøllund

34-årige Salam Susu nynner, mens hun koger vand til kaffe. Hun bor på et lille værelse i Dragør, hvoraf meget af gulvpladsen er dedikeret til hendes klaver og to store harper. Hun spiller i to bands og har netop afsluttet en lang koncertturné.

- At jeg kan udtrykke mig med musik betyder rigtig meget. Især når jeg står på scenen og synger syriske sange og kan se ned på danskerne i salen. Jeg kan se, at de forstår hvad jeg synger om. Selvom det ikke er på dansk. Det viser, at musik er et verdenssprog, siger hun.

Musik har altid fyldt meget i Salams liv. Før krigen i Syrien var hun musiklærer på universitetet i Homs. Hun spillede koncerter, lavede musikworkshops og underviste børn i klaver og musikteori. Men det ændrede sig alt sammen, da krigen brød ud.

- Alt var kaos. Folk mistede livet. Jeg mistede mine veninder, mine venner. Mine studerende. De børn, som jeg underviste. Jeg selv måtte skifte hjem tre gange på grund af bombeeksplosioner. Jeg frygtede hvert minut, at en bombe ville falde over mit hus, fortæller hun.

Under krigen blev Salam fængslet på grund af kritik af styret. Hun sad i isolation i halvandet år, men hun kan ikke fortælle om oplevelsen. Selv ikke hvis hun havde haft lyst til at fortælle om det. Hendes krop har blokeret for minderne, og hun kan intet huske om, hvad hun blev udsat for.

Efter fængslingen begyndte hun langsomt at arbejde igen. Universitetet manglede mange lærere. Nogle var flygtet. Andre havde meldt sig ind i hæren. En del havde mistet livet.

- Jeg følte, det var min pligt at hjælpe, men vi måtte ikke lave andet end at undervise i den tid. Jeg lavede ikke andet end at gå på arbejde, undervise, og gå hjem. Jeg blev meget isoleret. I 2015 mistede jeg fire af mine studerende. To blev dræbt i et bombeangreb og to blev myrdet. Da besluttede jeg mig for at flygte, fortæller Salam.

Mareridt og tankemylder
Salam kom til Danmark i september 2015. Her blev hun indkvarteret på Avnstrup Asylcenter i Hvalsø, men selvom hun var glad for omgivelserne og de mennesker, der tog imod hende, var det som om roen og trygheden pludselig gav plads til, at hendes krop kunne reagere.

- Jeg blev meget aggressiv og ødelagde ting omkring mig. Og jeg begyndte at have mange mareridt, siger Salam.

Salam Susu fik opholdstilladelse i begyndelsen af 2016, og flyttede til Dragør Kommune. Her begyndte hun at gå i sprogskole, men det kneb med koncentrationen.

- Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg var altid forvirret, irriteret, træt, frustreret. I tre måneder kunne jeg ikke sove. Jeg kunne mærke, at noget ikke var normalt.

Endnu engang fandt Salam sig isoleret fra omverdenen. Tankemylderet og aggressionerne fik hende til at lukke sig om sig selv.

- Jeg sagde til folk, at de ikke skulle tale til mig. Jeg var meget lukket og sur. Det var ikke godt for mig. Jeg gik til min læge og fortalte om det. Først gav han mig sovepiller, men det fungerede ikke. Så sagde han, at jeg skulle til DIGNITY. Og der mødte jeg Nina, verdens sødeste person.

Fokus på mål for fremtiden
Salam begyndte at gå til behandling hos DIGNITY et par gange om ugen. Fra begyndelsen blev det klart, at Salams traumer fra fængslet var blevet gemt langt væk. Og at det var bedst sådan.

- Min psykolog sagde: okay, vi skal gå rundt om traumet, fordi din krop har besluttet, at du skal glemme det. Jeg var bange for, at hun ville stille tusind spørgsmål om fortiden, men nej, vi sad bare og snakkede. Langsomt begyndte vi faktisk at tale på dansk, så hele behandlingen foregik på dansk til sidst, fortæller Salam.

I psykologsamtalerne er der fokus på fremtiden og på hvad Salam kan gøre for at få det bedre. Hun begynder at dyrke mere motion og får medicin. Langsomt får hun det bedre.

- Langsomt kunne jeg mærke, at jeg bedre kunne koncentrere mig. Jeg begyndte at tale dansk i sprogskolen, og jeg begyndte at snakke dansk til mine koncerter. Min krop begyndte at hele sig selv. Jeg begyndte at lave gode ting, så som at gå til svømning, og at læse og studere det danske sprog.

Efter et halvt år bliver behandlingen afsluttet. Der var ikke behov for flere samtaler. Mareridtene er i dag væk og Salam sover bedre om natten - selvom det stadig kun bliver til et par timers søvn inden de store koncerter eller vigtige danskprøver. Som den svære Danskprøve 3, som hun netop har bestået. Nu drømmer hun om at få et job indenfor det felt, hun brænder for.

- Jeg drømmer om at få et rigtigt musikjob. Måske med at undervise på en skole. Jeg elsker at undervise børn og er dygtig til det. Og måske at få et lille hus. Og rejse med min kæreste, siger Salam.