Håbet om en fremtid?

Rejsebrev: DIGNITYs udsendte Kristina Andersen skriver fra Jordan. Sammen med DIGNITY-ambassadør og forsanger i The Savage Rose Annisette Koppel besøger hun her DIGNITYs partnere og nogle af de torturoverlevere, der har modtaget hjælp.

Af Kristina Andersen

Så er jeg landet i Jordan. Af alle steder. Og så med Annisette  – en af Danmarks største sangerinder, et ikon uden sammenligning. Det er svært at forestille sig, at Jordan skulle være så sikkert som det siges, for det ligger lige midt imellem Syrien, Irak og Palæstina. Der er krig og kaos hele vejen omkring os.

Vi bliver hentet af vores chauffør i lufthavnen kl. 3 om natten. Khader hedder han, og han har tydelige meninger om situationen i Jordan, og han fortæller os, at sikkerheden er øget i landet til et niveau, som er på grænsen til det absurde. Der er checkpoints alle steder, og vi kører næsten ikke mere end 10 minutter ad gangen, før vi bliver kaldt ind til siden af politiet. Og ved hotellet bliver vores bil tjekket for bomber. Velkommen til Mellemøsten!

Vi lægger hårdt ud den første dag og kører til vores samarbejdspartner IFH (Institute for Family Health). IFH er en rehabiliteringsklinik for blandt andet torturofre, og DIGNITY støtter organisationen ved blandt andet at videreuddanne klinikkens terapeuter.

IFH er meget glade for, at vi er kommet, og de forstår vigtigheden af vores mission. De har arrangeret, at vi kan komme til at tale med nogle af deres klienter og på dén måde få bedre indblik i den behandling IFH tilbyder. Og det er hård kost, kan jeg godt fortælle.

Vi talte bl.a. med en mand fra Sudan. En mand på omkring 40 år og med nogle virkelig milde, søde øjne. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogen kan gøre sådan et mildt ansigt fortræd. Men han fortæller, at i Sudan var der ’stammekrig’, hvor regeringen spiller to stammer ud mod hinanden. Vores mand blev kidnappet og beordret til at slå ihjel. Da han nægtede, blev han tortureret. I 10 dage i træk. Herefter slap de ham fri, men han blev hurtigt fanget igen. Og tortureret syv dage i træk denne gang. Da han blev sat fri, var han klar over, at han ikke ville overleve en kidnapning mere. Så han og hans kone og lille datter købte falske pas og flygtede. Til Jordan. Vores mand fortæller denne historie helt roligt og nogenlunde afklaret, men da vi spørger til hans håb og drømme for fremtiden, knækker filmen for ham. Han fortæller, at han og hans kone bliver udsat for så meget racisme, at de ikke kan gå i fred på gaden. For et par dage siden blev der sågar kastet glasskår efter hans kone.  Det er svært at se en voksen, stærk mand begynde at græde.

Den næste vi talte med, var en kvinde fra Irak. Hun blev gift som 12-årig med sin onkel og blev gravid som 13-årig. Da manden ville skilles, tog han også børnene med sig. Hun boede således alene og blev af politiet kidnappet og voldtaget gentagne gange. Hun forsøgte efterfølgende selvmord et par gange, men det lykkedes hende ikke. Vores kvinde kan ikke fortælle sine egne børn om overgrebet af politiet, for så vil de slå hende ihjel.

Den tredje vi fik lov til at tale med, er en kvinde fra Syrien. Omkring de 50 år og en meget smuk kvinde. Hun boede i et hus med sin familie tæt på en militærbase og pludselig en dag ramte en bombe deres hus. De fik reddet sig selv ud af murbrokkerne. Og de flygtede. Hendes mand kommer oprindelig fra en kristen familie, men han konverterede for mange år siden. Men det er åbenbart sådan, at man godt kan høre det på hans dialekt – at han kommer fra et specielt kristent område. Så manden blev kidnappet og tortureret, fordi militæret troede, han stadig var kristen. Hans ansigt er helt ødelagt – han har mistet alle tænderne og mange af nerverne i ansigtet fungerer ikke. Han har seriøse hjerneskader og hans hukommelse fungerer ikke. Derudover kan han heller ikke bruge sin højre hånd og har dermed svært ved at arbejde. Vores smukke irakiske kvinde blev også tortureret. I 12 timer i træk, fordi hun var gift med en formodet kristen mand. Hun var gravid og mistede barnet under mishandlingerne. Hendes ene øje blev også ødelagt. Efter de 12 timers mishandling blev hun kastet i floden, og de tissede på hende – og fjernede enhver værdighed, der var tilbage.

Denne smukke kvinde er utrolig stærk, og hun er så taknemmelig for IFH´s hjælp. Hun siger, hun ikke kunne have klaret sig igennem uden. Og hun tør håbe på en fremtid nu. Hun tør håbe på, at hendes børn bliver gode mennesker, der klarer sig godt i livet. Og hun vil så gerne, at vi fortæller hendes historie til resten af verden, så verden kan se, at hun og andre flygtninge der har været udsat for tortur, er ’mennesker, ikke dyr’.

DIGNITYs arbejde i Jordan er finansieret af Udenrigsministeriet igennem Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.