Tværsektoriel forebyggelse af tortur og organiseret vold

Programmet har som mål at skabe sikkerhed gennem samarbejde mellem stat og borgere. Byområder med høje voldsrater har mange konflikter mellem borgerne og staten og meget tortur, men ved at opbygge tillid mellem myndigheder og civilsamfund gør vi dem i stand til at forebygge vold og dermed sætte tortur og organiseret vold på det politiske landkort.

Programbeskrivelse

Fattige byområder i det Globale Syd er karakteriseret af høje voldsrater, nabokonflikter og voldeligt politiarbejde. Ofte er forholdet mellem politi og indbyggere præget af konflikt, mistillid og brugen af tortur og nedværdigende behandling. Et bymiljø præget af vold skaber forudsætningerne for anvendelsen af tortur.

Formålet med dette program er at opbygge gensidig tillid mellem ledere i byområder, politiinstitutioner og kommunale myndigheder. Ved at dokumentere vold og tortur, udvikle lederskabskompetencer i de forskellige sektorer og arbejde målrettet med lokalt administrativt og politisk ejerskab til forebyggelsen af vold, lægger vi den strategiske basis for at øge befolkningens sikkerhed og dermed at udrydde tortur og nedværdigende behandling.

Formål

Formålet med programmet er at udvikle, etablere og teste lokale bæredygtige projektmodeller, der forebygger vold i byområder i det Globale Syd. Dette gøres gennem lokale interventioner i Mbale i Uganda, Nakuru i Kenya, Guatemala og Honduras. De specifikke mål for de enkelte projekter er at forbedre relationerne mellem politi og borgere, at bistå disse (i samarbejde med lokale myndigheder og det lokale civilsamfund) i at udvikle politikker og tiltag, der kan forebygge vold, samt at bistå lokale myndigheder i en løbende monitorering af hvilke typer af vold, der er mest fremtrædende i de enkelte lokalområder.

Projekterne fokuserer derfor på udvikling af ledelseskompetencer i de offentlige og private sektorer, på udviklingen af professionelle værktøjer for monitorering og forebyggelses af vold og på understøttelsen af en politisk og civil kultur, der opfatter fraværet af vold som et positivt mål.

Projekternes konkrete resultater er: Øget viden om hvordan vold forebygges blandt projektets deltagere i stat og civilsamfund, forbedrede samarbejdsrelationer mellem politi, lokale myndigheder og borgere i arbejdet med at forebygge vold, at lokale politikker udvikles med det formål at forebygge vold, og at myndighederne implementerer disse. Dette understøttes af forbedrede monitorerings- og dataindsamlingsmetoder, der med lokalt ejerskab kan tilvejebringe datagrundlag for en løbende justering af de implementerede politikker.

De konkrete projektindsatser fokuserer på teknisk og faglig bistand til lokale nøgleaktører både i staten og civilsamfundet, med det formål at sikre en langsigtet bæredygtighed af indsatsen. Arbejdet er relevant for det Bæredygtige Udviklingsmål nummer 16, dvs. at ’Støtte fredelige og inkluderende samfund. Give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.’

Baggrund

Programmet bygger på mere end 10 års erfaring med at udvikle og implementere lokale bæredygtige løsninger, der inddrager civilsamfundet i forebyggelsen af vold i byområder i Syd, for dermed at etablere de strategiske rammer, der kan forebygge vold.

Den intersektorielle tilgang til arbejdet bruges på en række forskellige områder, der berører befolkningers sundhed og sikkerhed og anbefales blandt andet af Verdensbanken og Verdenssundhedsorganisationen WHO, og Voldsforebyggelsesalliancen VPA.

Landebaggrund

Programmet har projekt-komponenter i fire byområder i fire lande. Alle byområder er karakteriseret af marginalisering og fattigdom, men er udvalgt, fordi lokale myndigheder har udtrykt politisk ønske om og vilje til at deltage i projekterne. Projekternes succes forudsætter denne tilslutning.

Metoder

Projektet arbejder med at udvikle de involverede aktørers kapaciteter indenfor områderne lederskab og dialog, kendskab til dataindsamling og behandling, borgerinddragelse og politisk deltagelse samt viden om grundlæggende retssikkerhed og garantier for borgere og politi.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til programmet, er du velkommen til at kontakte projektleder, Finn Kjærulf:  fk@dignityinstitute.dk 

Lande

Kenya, Uganda, Honduras, Guatemala

Projekter i dette program

  • Tværsektoriel forbyggelse i Midrift Valley, Kenya
  • Tværsektoriel forebyggelse af vold og tortur i Mbale, Uganda
  • Tværsektoriel forebyggelse af vold og tortur i Honduras
  • Tværsektoriel forebyggelse af vold og tortur i Guatemala

Relaterede projekter

Tortur og korruption

Tortur udøves oftest overfor fattige og marginaliserede mennesker og bruges til at afkræve bestikkelse og beskyttelsespenge. Med dette forskningsprojekt ønsker vi at opnå bedre forståelse for disse mekanismer i fattige byområder i Sri Lanka, Kenya, Congo og Sydafrika.