Kampen mod tortur i Mellemøsten og Nordafrika

Brugen af tortur og umenneskelig behandling er udbredt i Mellemøsten og Nordafrika. Krige og voldelige konflikter presser nabolande som Jordan, Libanon og Tunesien, og skaber store flygtningestrømme samt millionvis af mennesker, der har brug for hjælp. Regimer fastholder deres magt ved hjælp af undertrykkelse og overgreb, og nationale retssystemer lader meget tilbage at ønske, når det kommer til respekt for menneskers rettigheder og værdighed.

Men der er også lande, for eksempel Tunesien, der efter det arabiske forår har vist vilje og mod til at gå en anden vej og hvor der nu er lagt vigtige grundsten i form af grundlov, forbedrede straffelove samt nye institutioner, der kan føre tilsyn med fængsler.

DIGNITY har over 25 års erfaring fra arbejdet i regionen. I tæt samarbejde med lokale partnere og andre relevante interessenter bakker vi op om rehabiliteringen af de mange torturofre og traumatiserede flygtninge og støtter positive tiltag i kampen mod tortur. Indsatsen består, udover rehabilitering, blandt andet af juridisk reformarbejde, kapacitetsopbygning af relevante myndigheder, oplysningskampagner og tilsyn med fængselsforhold. Vi har landekontorer i Tunesien og Jordan og samarbejdspartnere i stort set hele regionen.

DIGNITYs indsats i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk Arabisk Partnerskabs Program

Konsortiet for Menneskerettigheder og Dialog

Siden 2006 har DIGNITY være strategisk partner til det danske Udenrigsministerium, under Dansk-Arabisk Partnerskabs Program (DAPP). I 2016 blev vi valgt som ledende organisation for Dansk-Arabisk Partnerskabs Programs konsortie for Menneskerettigheder og Dialog. Konsortiet består udover DIGNITY af fire andre organisationer: EuroMed Rights, Institut for Menneskerettigheder, Danmission og EuroMeditteranean Foundation of Support to Human Rights Defenders (EMHRF). 

Konsortiet arbejder for at fremme menneskerettigheder, religiøs diversitet og dialog i regionen samt i fire fokuslande: Jordan, Tunesien, Egypten og Marokko. Indsatsens budget er på 200 millioner kroner og skal investeres over de næste fem år under DAPP.

Du kan læse meget mere om DAPP og konsortiets arbejde her.