Historien kort
Akil er traumatiseret flygtning fra Irak. Han ankom til Danmark i 2009, hvor han mødte sin kæreste Camilla. Sammen har de datteren Aya. Akil har diagnosen PTSD. Sygdommen gjorde ham så aggressiv, at familien ikke kunne bo under samme tag. Derfor søgte de hjælp hos DIGNITY. Familiebehandlingen førte til mindre aggression, bedre kommunikation og mere overskud i hverdagen. Familien bor i dag sammen, og Akil er i arbejde.

Du kan hjælpe familier som Akil, Camilla og Aya

Vi fik en fremtid

DIGNITY har udviklet en behandling, der er særligt målrettet den traumerelaterede vold og aggression, som kan opstå i familier med flygtningebaggrund. Behandlingen har til formål at stoppe de traumerelaterede problemer, bringe børnene i positiv udvikling og øge familiens trivsel.

Af Kirsten Dall Hjøllund

Akil og Camilla er begge i midten af tyverne. De forelskede sig i julen 2012, og blev forældre til datteren Aya to år senere.

Som de sidder i sofaen i DIGNITYs familieterapirum, er der intet i deres fremtoning eller væremåde, der afslører, at de skulle have sværere ved familielivet end andre unge par. De er rolige og smilende, og svarer reflekteret på mine mange spørgsmål. Men faktum er, at de begge, og især Akil, bærer på en tung bagage, der længe har præget familien.

Under Irak-krigen både oplevede og bevidnede Akil grufuldheder, der traumatiserede ham dybt. Som 13-årig flygtede han, og i 2009 endte han i Danmark.

Udover flashbacks og problemer med at sove, gjorde traumerne Akil meget aggressiv.

- Når den ene i et parforhold ikke har det godt, så påvirker det også den anden. Så når Camilla ikke har haft det godt, så har det tit været min skyld, men jeg havde ikke kontrol over min vrede, fortæller Akil.

Akil fik diagnosen PTSD, men var ikke syg nok til at få psykiatrisk behandling. Parret besluttede derfor at søge hjælp andre steder.

- Jeg er på kontanthjælp og Akil var på det tidspunkt på integrationsydelse. Vi var ved kommunen og fortælle, at vi havde brug for hjælp, og blev sendt til en masse forskellige ting, der egentlig ikke havde noget med behandling at gøre. Og så kan jeg ikke huske, om det var Akils daværende vejleder, der nævnte DIGNTY, men vi gik i hvert fald selv til lægen og sagde, at vi ville have en henvisning hertil, siger Camilla.

Parret blev henvist, kom til visitationssamtale, og kunne begynde i DIGNITYs familieterapi kort tid efter.

Et halvt års intensiv terapi
Akil og Camilla har nu været i behandling i omkring et halvt år. Behandlingen består af sessioner hver uge, og forløb hos både psykolog, fysioterapeut, læge, socialrådgiver og familieterapeut. Akil og Camilla bliver både behandlet individuelt og sammen – og datteren Aya er med flere gange på en måned.

Akil og Camilla hæfter sig ved, at de under behandlingen får en masse råd og brugbar viden med på vejen. Akil beskriver det som at gå i skole.

- Behandlerne er gode til at vise mig vejen. Når min læge herinde for eksempel fortæller mig om min psykiske sygdom, så kan jeg godt føle mig meget syg. Men når hun så bagefter fortæller mig, hvordan jeg kan håndtere den, så føler jeg mig ikke syg mere, siger han.

Akil har fået råd om alt fra gode sovevaner, til vejrtrækning og kognitiv psykologi.

- Jeg har lært mange ting her. Det vigtigste er: Tænk over tingene. Før var jeg rigtig vred og havde lyst til at slås. Nu tænker jeg over min vrede. Hvorfor vil jeg slås? Hvorfor er jeg vred?

Camilla, der selv lider af angst, har også fået brugbar viden til at tackle dette.

- Jeg fortæller om mine følelser, og så hjælper behandlerne med at sætte ord på, hvad der sker i kroppen, eller rent neurologisk. Nogle gange kan man have nogle følelser, uden helt at forstå, hvorfor man har dem. Så hjælper behandlerne ved at sige: Det er klart, at du har det sådan, for du har oplevet det og det, og det kommer til udtryk sådan og sådan. Det med at lære sig selv at kende og lære sine reaktioner og tankemønstre at kende, det hjælper rigtig meget.

Terapi giver bedre forståelse for hinanden
Som en del af behandlingen har parret også lavet et genogram. Et genogram er et slags stamtræ, hvor relationerne mellem de enkelte familiemedlemmer analyseres.

- Så siger man, ’nåh ja, Akil har oplevet det og det, og har mistet sådan og sådan’. Så forstår man bedre, hvorfor han reagerer på nogle ting. Akil har også fået en bedre forståelse for mig, og de ting jeg har med fra min barndom. Og det med at lære at forstå hinanden, det viser sig derhjemme. Man går hjem med en større forståelse for den anden, fortæller Camilla.

Og den lille familie kan mærke, at deres nye viden om dem selv og hinanden, har resulteret i en lykkeligere hverdag. Hvor Akils aggressioner for eksempel før gjorde det umuligt at bo sammen, er de nu flyttet under samme tag.

- Der er en kæmpe forskel på, hvordan vi har det nu, og hvordan vi havde det før. Der er en meget lettere stemning derhjemme. Akil og jeg er blevet meget bedre til at kommunikere og tale sammen. Det forgrener sig. Så bliver man også bedre til at planlægge aftensmaden og handle ind og så videre, siger Camilla.

Mindre aggression i hverdagen
Takket være behandlingen oplever Akil også færre flashbacks, og sover bedre om natten.

- Jeg har fået styr på mit liv, og har ikke lyst til at slås mere. Jeg giver mere plads til Camilla, og hun giver også mig mere plads. Selvfølgelig vi kan stadig blive sure, sådan er det i alle familier, men vi kan snakke sammen, og vi råber ikke over hinanden. Det har vi lært her, siger han.

Forbedringerne kan også ses hos deres 2-årige datter, Aya.

- Når der har været noget mellem mig og Akil, så kunne man godt mærke, at hun blev mere tvær og træt. Når vores kommunikation er lettere, kan man også mærke, at det er lettere for hende at være den glade og grine. De kan også mærke det i vuggestuen, siger Camilla.

En lysere fremtid
Parret er slet ikke i tvivl om, at deres tilværelse ville have set markant anderledes ud, hvis ikke de havde fået hjælp hos DIGNITY.

- Jeg tror ikke, vi kunne have været sammen. Jeg troede min fremtid var fængsel eller noget andet lort. Nu er det skole, passe på familien, arbejde, tjene penge, siger Akil.

Også Camilla ser meget lysere på familiens fremtid.

- DIGNITY har været med til at få vendt pandekagen fra at det hed sig, at vi måske begge var tvunget ud i kriminalitet pga. vores økonomiske situation, til at vi nu har en meget mere positiv tilgang til tingene. Vi får en fremtid sammen. Selvom vi er i et forhold, hvor begge er syge på hver sin måde, så kan vi klare det sammen, siger Camilla.

Camilla og Akil er blevet så glade for DIGNITY, at de er begyndt at fortælle om stedet til flere af deres venner, der ligeledes lever med traumerelaterede problemer.

- Hvis nogen spurgte mig; hvad er det bedste sted i verden, så ville jeg sige DIGNITY. Når jeg kommer her én dag, så har jeg energi nok i mig til en hel uge. Der er mange mennesker, der ikke kan finde deres vej, og vi ville ønske, at de alle sammen kunne komme her, siger Akil.

Historien kort
Murtaza blev tortureret, fordi han demonstrerede mod præstestyret i Iran. Efter torturen flygtede han til Danmark. I asylfasen fik han en svær depression og forsøgte at begå selvmord. Murtaza fik opholdstilladelse i Danmark og blev henvist til behandling i DIGNITY. I dag er han i praktik i en dansk virksomhed og ser med stor optimisme på sin fremtid.

Du kan hjælpe mennesker som Murtaza

Nu kan jeg håbe igen

”Når jeg sammenligner hvordan jeg har det nu, med hvordan jeg havde det dengang, så kom det ikke af sig selv. Det var DIGNITY, der hjalp mig videre” - Murtaza, tidligere klient.

Af Kirsten Dall Hjøllund

Det er tidlig morgen i Irans hovedstad Teheran. Murtaza banker på døren hos sine forældre.

Han ligner ikke sig selv. Han er blodig og gennembanket. Hans hår er blevet klippet af. Hans tænder er knækket. Han har mærker og sår over hele kroppen.

I tre uger forud for denne morgen, er Murtaza blevet udsat for tortur af det iranske politi. Fordi han kritiserede præstestyret og demonstrerede for sine rettigheder.

- Jeg så en dobbeltfølelse i mine forældres øjne, da de åbnede døren den morgen. De var glade for at se, at jeg var i live. Men de var bange for, hvad jeg havde været udsat for.

32-årige Murtaza er idag tilbage hos DIGNITY på Østerbro i København, hvor han for lidt under et år siden afsluttede sit to-årige rehabiliteringsforløb. Han fortæller om det helvede, han var igennem, og om hvordan han seks år senere formår at smile helt op til øjnene igen.

Gensyn med DIGNITY
Murtaza er glad. Glad for sin danskundervisning, glad for sine praktikpladser hos to store virksomheder, og glad for sine venner.

- Jeg er glad for at have travlt. Det holder tankemylderet væk, og giver kræfter og energi.

I receptionen genser han sin tolk Assad, som oversatte hans historie for DIGNITYs behandlere. Der bliver udvekslet smil og kram. Det er et glædeligt gensyn, for som Murtaza siger, så husker han tilbage på forløbet hos DIGNITY som en god oplevelse i sit liv – og han vil gerne sige tak.

- Min tak kommer fra mit hjerte. Den kærlige måde jeg blev behandlet på herinde, den glemmer jeg aldrig.

Demonstrationer mod præstestyret
Før flugten til Danmark boede Murtaza med sine forældre og en lillebror i Teheran. Han interesserede sig meget for politik, og deltog i sin første demonstration mod præstestyret i Iran som 18-19-årig. Hans engagement intensiveredes, da han begyndte på universitetet, hvor han læste til elektronikingeniør.

 - Jeg kunne godt mærke, at der ikke var frihed i Iran. I Iran er det helt almindeligt, at folk har det som om, de sidder i fængsel. Friheden til at udvikle sin tankegang, sin kultur, er ikke til stede. Styret pålægger befolkningen alt, og det kunne jeg ikke lide. Jeg kunne ikke lide at blive tvunget til ting.

Murtaza og hans venner vidste godt, at deres engagement og kritik af styret kunne blive en trussel mod deres sikkerhed, men som han selv siger, så handlede det om deres rettigheder. Styret respekterede ikke deres rettigheder, så de var nødt til at kæmpe for dem.

’Jeg forestillede mig døden’
Det er under en demonstration, at Murtaza bliver ført bort af nogle civilklædte betjente. De tvinger ham til at skrive under på en tilståelse. Herefter begynder tre så frygtelige uger, at Murtaza knapt kan beskrive det.

- Man kan ikke finde ord til at beskrive, hvordan det føltes. Når jeg fortæller det til dig, så vil du som et menneske, der ikke har oplevet det, ikke kunne forstå hvordan det føltes.

Han fortæller, hvordan politiet holdt ham indespærret i et fængsel, hvor de tævede ham, sparkede ham, truede ham, hånede ham, krænkede ham, sultede ham, og svinede ham til.

Under den voldsomme tortur i fængslet får Murtaza konstant at vide, at han skal dø. Hans torturbødler fortæller ham, at han skal overflyttes til det berygtede Evin-fængsel i udkanten af Teheran, hvor han vil blive henrettet. Han forestiller sig døden og måden at dø på, og han forestiller sig, hvordan hans familie har det.

- Jeg var meget bekymret for min familie, for min far og min mor. Jeg forestillede mig deres gråd og bekymringer, og hvad der kunne ske med dem. Det fyldte i mit hoved.

Med bind for øjnene
Truslen om henrettelse hænger i luften til det sidste, hvor Murtaza får bind for øjnene og bliver sat ind i en bil. Efter kort tids kørsel bliver han sat af og bedt om at sidde på knæ. På det tidspunkt tror han, at han allerede er blevet overflyttet til fængslet, og at han vil blive slået ihjel om lidt.

Men minutterne går, og der sker ikke noget.

- Jeg tog forsigtigt bindet af og så mig omkring. Der var ikke nogen. Bilen var væk, og jeg var lige uden for Teheran. Jeg var meget bange. Jeg forestillede mig, at de ville komme tilbage og køre mig over, så det lignede en trafikulykke. Så folk ikke kunne se, at jeg var blevet udsat for tortur i fængslet.

Det er en forbikørende, der hjælper Murtaza hjem til forældrenes hus. Her bliver han passet og plejet af familien, mens han isolerer sig fra omverdenen. Han lider af angst, og er bange for at blive slået ihjel, hvis han træder uden for en dør.

- Jeg havde det psykisk meget dårligt. I nogle perioder blev jeg inde på mit værelse helt alene. Jeg var rigtig bange for at komme ud af huset.

Flugten
Tiden går, og Murtaza falder langsomt til ro. Efter et år beslutter han sig for at deltage i endnu en demonstration. På årsdagen for den demonstration, hvor han selv blev anholdt. Ved denne begivenhed, bliver nogle af hans kammerater taget.

- Jeg blev meget bange for, at politiet også vil komme og anholde mig, og det var på det tidspunkt, min far overtalte mig til at forlade Iran. Situationen var alvorlig. Jeg var igen i fare, og det var på tide at flygte.

Murtaza flygter til Tyrkiet, og derfra til Danmark via Tyskland. I asylfasen i Danmark forsøger han at begå selvmord.

- Jeg havde en meget svær depression. Jeg græd meget, var meget irritabel, havde et mylder af negative tanker, og foretrak hele tiden at trække mig tilbage og være for mig selv. Det føltes som om mit liv var gået i stå. Jeg havde slet ingen forestilling om fremtiden, siger Murtaza og ryster på hovedet.

Da han får opholdstilladelse i Danmark, henviser en læge ham til DIGNITY. Det bliver et nyt vendepunkt i Murtazas liv.

’DIGNITY hjalp mig videre’
Hos DIGNITY kommer Murtaza i et tværfagligt rehabiliteringsforløb, med behandling to gange om ugen – hver uge. Hans team består af en psykolog, en fysioterapeut, og socialrådgivere.

Når man spørger ind til det forløb, Murtaza var igennem, lyser han op.  Han opremser navnene på de mennesker og behandlere, han mødte under sin rehabilitering. Sadia, Mie, Filip, Sarah, Kate og Assad. De skal nævnes med navn, siger han.

- Når jeg sammenligner hvordan jeg har det nu, med hvordan jeg havde det dengang, så kom det ikke af sig selv. Det var DIGNITY, der hjalp mig videre.

Murtaza nævner et væld af eksempler på, hvordan han fik hjælp.

Han fortæller, hvordan hans psykolog Sadia altid lyttede, fik ham til at åbne sig, og kom med gode råd. Hvordan tolken Assad hjalp ham med at oversætte ikke blot ord, men følelser. Hvordan hans fysioterapeut Filip hjalp ham igennem smerterne og lærte ham vejrtrækningsøvelser, så han følelsesmæssigt kunne falde på plads. Hvordan hans socialrådgivere Mie, Sarah og Kate hjalp ham med at skaffe alt fra en computer, til praktikpladser og en dansk kontaktperson - som nu er blevet hans gode ven.

En god fornemmelse for fremtiden
Forløbet ender med at vare i næsten to år. Det er et år mere end de fleste rehabiliteringsforløb hos DIGNITY.

- Selvom det kan lyde voldsomt med et to-årigt behandlingsforløb, så var de to år fantastiske. De ville ikke stoppe min behandling, før jeg havde det godt. Førend alt faldt på plads. Og jeg har det godt i dag.

Murtaza er taknemmelig for, at behandlingen holdt ved, indtil der ikke var nogle ’hængepartier’ tilbage, som han selv kalder det. Nu er han indstillet på, at fremtiden er hans ansvar. Nu er det Murtaza, der skal hjælpe Murtaza.

- Det jeg ikke kunne før, og som jeg kan nu, det er at håbe. Det er at håbe for fremtiden. Jeg håber for eksempel, at jeg finder et godt job og får en god uddannelse. Og jeg har en god fornemmelse af, at de håb kan blive indfriet.

Murtaza er et opdigtet navn, da den tidligere klient foretrækker at være anonym.