Ansøgningsfrist: 30. april 2018

Kommunikationspraktikant til DIGNITYs kontor i Jordan

Vil du gerne arbejde for et menneskerettighedsinstitut? Er du nysgerrig på den arabiske verden og kultur? Og har du lyst til at arbejde på et lille kontor med engagerede kollegaer i Amman, Jordans hovedstad?

DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur søger en praktikant til vores lokale kontor i Jordan fra august 2018 til januar 2019 (i alt 6 måneder og med mulighed for forlængelse). Her vil du være en del af teamet, der arbejder for menneskerettigheder og bedre forhold for fængslede i Jordan. Du vil få muligheden for at udvikle dine færdigheder indenfor kommunikation og vil løbende få feedback fra kommunikationsafdelingen i København. Desuden vil praktikken give konkrete erfaringer med NGOer, medieinstitutioner og ministerier i Jordan. Ikke mindst vil du igennem praktikforløbet få en bred indsigt i den arabiske verden og kultur.

Om DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur
DIGNITY er en udviklingsorganisation med fokus på forebyggelse af tortur og rehabilitering af torturofre nationalt og internationalt. Siden 2008 har DIGNITY haft programmer i Jordan. Det ene program er kaldet Karama og sigter mod at forbedre vilkårene for varetægtsfængslede og indsatte i Jordan. Karama-programmet implementeres gennem lokale partnere: det jordanske Justitsministerium, det Nationale Center for Menneskerettigheder og NGOen Mizan for Law. Det andet program er kaldet Back-to-Life og fokuserer på rehabilitering af torturoverlevere fra især Syrien og Irak. Dette program implementeres af den lokale partner, Institute for Family Health. DIGNITY giver teknisk rådgivning og hjælper med kapacitetsopbygning i begge programmer.

Kontoret i Jordan blev etableret i 2014 og er beliggende i hovedstaden, Amman, i et område kaldet Sweifieh. Sweifieh er et travlt handelsområde med mange indkøbscentre og hyggelige caféer. Teamet består af en kontorchef, en programmedarbejder, en programassistent og en revisor. Fra hovedkontoret i København kommer der ofte missioner og det lokale kontor er løbende i kontakt med hovedkontoret om implementeringen af programaktiviteter. Kontortiden er fra 09:00 til 16:00 og arbejdssproget primært engelsk.

Under supervision fra kontorchefen og sparing med hovedkontorets kommunikationsafdeling, vil dine opgaver som kommunikationspraktikant hovedsageligt være:

  • Bidrage til udvikling og implementering af DIGNITYs programmer i Jordan i samarbejde med de lokale partnere.
  • Medieovervågning og -opdateringer, dokumentation af rapporter og distribution af information i relation til DIGNITYs arbejde på både engelsk og dansk.
  • Ansvarlig for at opdatere DIGNITYs Jordan-hjemmeside (under DIGNITYs engelske hjemmeside) og for kontakt med kommunikationsafdelingen i hovedkontoret og kommunikationsteamet hos Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.
  • Forberede pressemeddelelser og skrive artikler om DIGNITY-støttede aktiviteter på både dansk og engelsk.
  • Opretholde gode professionelle relationer til DIGNITYs partnere og netværk i Jordan.

Vi forventer, at du har følgende kvalifikationer og kompetencer:

  • En relevant bachelorgrad fx indenfor kommunikation, statskundskab, antropologi eller udviklingsstudier.
  • Flydende i dansk og engelsk både skriftligt og mundtligt.
  • Har god erfaring med, hvordan du kommunikerer til forskellige modtagere.
  • Stærke analytiske og organisatoriske evner.
  • Er god til at samarbejde og har interpersonel intelligens.

Desuden håber vi, at du har:

  • Relevant erhvervserfaring
  • Kendskab til internationalt udviklingsarbejde og Mellemøsten.

Adresse:
DIGNITY Office 5, Shu’la Building (12), Princess Taghreed Street, Sweifieh, Amman, Jordan.

Ansøgninger:
Interesserede ansøgere skal sende deres motiverede ansøgning og CV på engelsk til ingoemploymentjo@gmail.com. I  emnefeltet skal stå: ”Communication Intern, DIGNITY Jordan Office”.

Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte kontorchefen for Jordan-kontoret, Lubna Nasser, LNA@dignityinstitute.dk, eller at ringe til Presse- og kommunikationsmedarbejder Kirsten Dall Hjøllund på 36938652 eller 23488401.

Praktikken er ulønnet.

Lyder ovenstående interessant, glæder vi os til at høre fra dig senest d. 30. april 2018.